Ofte stillede spørgsmål om IP-telefoni

Her finder du svar på ofte stillede spørgsmål ifm. Redspot IP-Telefoni.

Hvilket udstyr skal jeg vælge?

Til private samt mindre virksomheder er den bedste løsning typisk en router med IP-telefonadapter og trafikprioritering (QoS). En IP-telefonadapter gør det muligt at tilslutte almindelige analoge telefoner med og uden ledning. Trafikprioritering sørger for at samtaler forstyrres mindst muligt hvis du er på nettet samtidigt. Dette gælder specielt hvis du uploader (sender data ud på nettet) hvor du typisk har mindre båndbredde/hastighed.

Sammenligning af IP-telefonadaptere Redspot forhandler

Udstyr Router m. Trafik- prioritering (QoS) Egnet til Internet via kabel-tv (YouSee, Stofanet m.fl.) Maksimal hastighed Antal telefon- linier Andet
Cisco SRP521W Ja Ja Mere end 50 Mbit/s 2 analoge Prof. Trådløs N router, VPN, 4 ports managed switch, USB stik til 3G Modem
Linksys WRP400 Ja Ja Ca. 50 Mbit/s 2 analoge Trådløs G router, 4 ports switch, USB stik til 3G Modem
Linksys SPA2102 Ja Ja Ca. 7 Mbit/s 2 analoge  
Cisco SPA112 Nej Kun i kombination med en kompatibel router. Ikke relevant 2 analoge  

For at trafikprioritering fungerer skal al trafik gå igennem routeren. Vælg derfor en router der er hurtig nok til din internetforbindelse. Hvis du vælger en langsommere model vil den stadig fungere men du vil ikke kunne udnytte din internetforbindelse fuldt ud. Alternativt kan du lade være med at lade trafikken køre igennem routeren, men så mister du trafikprioritering.

At benytte udstyr uden trafikprioritering er ikke den bedste løsning men er dog acceptabel hvis din internetrouter understøtter trafikprioritering (de færreste gør) eller din forbindelse er meget hurtig (specielt upstream).

Vi anbefaler at du køber udstyret igennem Redspot hvis du ikke allerede har noget der kan bruges. Vær varsom med at købe udstyr via alm. netbutikker idet vi jævnligt oplever at den slags udstyr er låst til en bestemt udbyder og således ikke kan benyttes eller er billige dårlige kopier (specielt Linksys PAP2(T)).

Skal min PC være tændt for at kunne modtage og foretage opkald?

Nej, ikke hvis du benytter en adapter eller en ip-telefon. Det er kun hvis du benytter en softphone (et program på din PC) at PC'en skal være tændt.

Kan jeg tegne abonnement selvom jeg bor i udlandet?

Ja

Kan man have flere ip-telefoner/adaptere på samme nummer?

Ja, de vil så bare ringe samtidigt og dette uanset hvor i verden de befinder sig. Du kan således f.eks. have en adapter derhjemme og en softphone på din bærbare når du er på farten. Bemærk dog at der er grænser for hvor mange samtidige samtaler du må føre. Se betingelserne for dit anonnement.

Er det muligt at have flere numre/konti med én adapter/VoIP-router?

Ja, hvis dit udstyr understøtter dette. Følgende i vores sortiment gør bl.a.: Linksys SPA9000 omstillingsanlæg,  Linksys IP-telefoner med 2 eller flere linier og Linksys IP-tlf. adaptere med 2 linier (går til hver sin analoge port/telefon). Bemærk at 2 samtaler kræver 2 gange så meget båndbredde (hastighed) af din internetforbindelse.

Kan man benytte servicen i udlandet?

Ja, sålænge der er en bredbåndsforbindelse på min 128 kbit/s hver vej. Se også under CODEC nedenfor.

Kan man ringe og være på nettet samtidigt?

Ja, hvis du har båndbredde i overskud. Bemærk at samtaler kan blive forstyrret ved samtidig traffik. For at undgå dette bør din router understøtte trafikprioritering/QoS (Quality of service)

I de fleste tilfælde anbefaler vi at benytte en IP-telefon adapter med indbygget router og QoS som f.eks. Linksys SPA2102 og WRP400.

Har man flere end en adapter eller ip-telefon på samme forbindelse anbefales det at benytte en alm. router uden tlf.-adapter men med QoS og adaptere uden router som f.eks. Linksys PAP2.

Hvad koster det at ringe til et redspot ip-telefonnr. for andre?

Det koster det samme som at ringe til andre Danske fastnettelefoner. Det er gratis for redspot IP-telefoni kunder at ringe til hinanden.

Kan jeg helt slippe for mit fastnet abonnement jeg har hos mit nuværende teleselskab?

Ja, der er dog et par undtagelser hvor det ikke er muligt uden at foretage visse ændringer:

ADSL på "delt kobber" fra TDC m.fl.

Delt kobber kan typisk genkendes på at du har et skillefilter monteret. Filteret har 3 ledninger oftest markeret med Line, Phone og ADSL.

Portering af nummer er muligt, du kommer dog til at betale 40,- pr. måned for en "basislinie". Alternativt kan du skifte til Fullrate, Telenor, Stofanet, YouSee eller en anden udbyder der ikke har krav om basislinie. Hvis ADSL udbyderen benytter TDC's udstyr er det ikke muligt at skifte til denne uden at skulle betale for basislinien (typisk kun udenfor større byer) - Kontakt venligst de enkelte udbydere.

Hvor lang tid tager det at flytte mit telefonnummer til redspot?

D. 25.5.11 er der kommet nye regler der muliggør meget hurtigere porteringer (flytning af numre). Dette betyder at en det nu typisk sker på en uge fra vi har modtaget en gyldig fuldmagt og betaling, mod før 3-6 uger, hvis alt går problemfrit. Bemærk at vi i specielle situationer og mod et gebyr kan flytte numre fra dag til dag. Det kan være nødvendigt først at opsige diverse ekstra services, eller splitte dem ad, inden det er muligt at flytte et nr. herunder:

  • TDC Duet: Skal opsiges/deles op i 2 separate abonnementer først (mobil og fastnet).
  • TDC Nummerbestemt ringning "extranumre" skal opsiges først eller flyttes sammen med hovednummeret (kræver ekstranr. abonnement). Kontakt os for mere info.
  • Ekstranumre på ISDN skal flyttes sammen med hovednummeret (kræver ekstranr. abonnement.) eller opsiges inden. Er det alene et ekstranr. der skal flyttes er det muligt hvis det først bliver ændret til hovednummer og ekstranumrene derefter opsiges. Kontakt os for mere info.

Du skal være opmærksom at du ikke selv må opsige dit telefonnr. og at du kan blive opkrævet et gebyr hos dit nuværende selskab hvis du flytter nummeret før udløb af bindingsperioden.

Kan jeg benytte min IP-telefon før nummeret er porteret (flyttet) til redspot?

Ja, du kan foretage opkald, men dit nr. vil blive skjult. Ringer man til dit nr. vil din "gamle" telefon ringe. Der kan dog også ringes til IP-telefonen via en lille omvej. Dette kan blive aktuelt hvis du f.eks. flytter fra din adresse inden nummeret er porteret.

Kan man ringe gratis til andre IP-telefonioperatørers kunder?

Det er muligt til ca. 120 millioner telefonnumre de fleste dog i udlandet. Vi laver generelt samarbejde med de ip-telefoniselskaber der er interesseret i et samarbejde. Se linket til højre.

Kan man vælge et nummer fra jeres nummerserie nu og senere portere (flytte) et nummer?

Ja, du kan enten oprette et nyt abonnement på det tidspunkt eller lade nummeret erstatte dit nummer i vores nummerserie.

Kan jeg tage mit nr. (telefon) med på ferie?

Ja, sålænge der er en god bredbåndsforbindelse på min 128 kbit/s hver vej. Du tager bare telefonen/ip-tlf.adapteren med og dit nummer følger med.  Se også nedenfor under "Er min internetforbindelse god nok".

Hvor god er kvaliteten af redspots ip-telefoni?

Har du en god internetforbindelse og vælger en CODEC med høj kvalitet (standardindstillingen) er der typisk ingen forskel på lydkvaliteten i forhold til ISDN og således bedre end alm. analoge telefonforbindelser (se også under CODEC længere nede).

Poltiken kårede for nylig i en sammanligning af IP-telefoni udbydere redspot til bedste lydkvalitet. Da samtalen flyttes over internet er oppetid og kvalitet altid afhængig af din internetleverandør. Redspots servere er placeret i et professionelt overvåget hostingcenter så nedetid minimeres. 

Er min internetforbindelse god nok?

Din internetforbindelse skal som udgangspunkt være på 128 kbit/ (kilobit pr. sekund) i begge retninger (up- og downstream). Endvidere må der ikke være pakketab, for meget forsinkelse eller jitter. En nem måde at afgøre dette er via en test på nettet der simulerer en ip-telefoni samtale:

  • Klik på VoIP (Voice over IP) testing by Visualware
  • Klik på Europa og derefter på Falun i Sverige.
  • Som standard benytter testen G.711 Codec'en, der er den der giver den bedste lydkvalitet og den Redspot bruger som standard.
  • Klik på "Click to start test" - testen starter og varer ca. 10 sekunder hvorefter resultatet vises.

Er din internetforbindelse trådløs, langsom eller mindre god kan du prøve at vælge "G.729" som Codec og foretage testen igen.

Du bør foretage testen på forskellige tidspunktet af døgnet og specielt mellem 18 og 20 på hverdage idet belastningen hos din internetudbyder og dermed faren for en dårlig ip-telefoniforbindelse er størst. Oplever du et dårligt resultat bør du klage til din internetudbyder og henvise til testens resultat, herunder specielt pakketab og jitter værdierne.

Bemærk at testen ikke er et udtryk for hvor godt dit Redspot abon. fungerer men udelukkende en test af din internetforbindelse. Du vil typisk opleve en lidt bedre kvalitet end testen viser idet vores udstyr står i København og din samtale således kun skal til København og ikke til udlandet - heller ikke ved udlandsopkald!

Kan jeg bruge redspot ip-telefoni via kabeltvnet som Stofanet / YouSee?

Ja. vi anbefaler at man benytter en adapter med indbygget router og QoS som f.eks. Linksys SPA2102 eller WRP400. Du får samtidig mulighed for at tilslutte flere computere uden at skulle betale ekstra til dit kabeltvselskab. Du skal benytte "always on" på din Stofanet forbindelse (kontakt Stofanet).

Kan jeg bruge redspot ip-telefoni ClearWire?

Som den eneste internetudbyder vi kender begrænser Clearwire hvad det er muligt at benytte deres internetforbindelser til. De blokkerer således for IP-telefoni med de mest benyttede lyd CODEC's bl.a. G711A/U, (PCMA/U), ILBC, G726 m-fl. De tillader således kun G729 og G723 der bruger mindre båndbredde og har dårligere lyd. Dette er et typisk tegn båndbredde- eller kvalitetsproblemer.

Redspot benytter bl.a. G729 CODEC'en så det er muligt at benytte redspot IP-telefoni ifm. Clearwire.

Bemærk: Det er umuligt at faxe via andet end G711A/U og således ikke muligt via Clearwire. Endvidere er det kun linie 1 (port 5060) på adaptere/routere med 2 linier der prioriteres op. D.v.s. at samtale på linie 2 burde være mulig men at kvaliteten kan være dårligere. Der kan også opstå problemer hvis der kaldes op til et andet redspot nr. der er viderestillet til telefonsvareren.

Hvilken softphone (ip-telefoni program) kan jeg benytte?

Du kan benytte alle der understøtter SIP. Firmaet CounterPath har en "X-Lite" version til Windows,  MAC og Linux der gratis kan downloades via vores netbutik. Endvidere findes der en hel række SIP apps. til iPhone og Android smartphones.

Kan jeg benytte Skype sammen med Redspots ip-telefoni?

Nej, Skype er et lukket system der ikke kan kan tale sammen med andre systemer.

Er det muligt at sende og modtage fax og dataopkald via en adapter?

Ja, hvis du benytter G711 (alaw) codec'en (ukomprimeret). Den er dog også ret følsom så din internetforbindelse skal være meget god. I praksis afhænger det også af hvor god din fax er og det er umuligt på forhånd at sige hvor godt det vil virke.

Hvor meget båndbredde bruger en ip-telefoni samtale?

Mellem 30 og 90 kbit/s afhængig af den CODEC der benyttes. Dette svarer til mellem 0,23 og 0 ,66 MByte/minut. Dertil kommer den trafik som adapteren/ip-telefonen løbende genererer for at fortælle vores server hvor du kan træffes. Det frarådes således at benytte bredbåndsforbindelser hvor der afregnes efter forbrug.

Hvad er en CODEC?

CODEC er den kodning samtaler overføres med. Generelt kan siges: Jo flere kbps jo bedre lyd kvalitet. Dog øges følsomheden overfor forstyrrelser også med højere kbps. Begge "ender" skal understøtte den ønskede CODEC. Ved IP-IP opkald, som f.eks. mellem to redspot kunder, er det begge adaptere/ip-telefoner. Ved IP-PSTN samtaler (alm. telefonnet herunder mobiler) er det adapter/ip-telefon og vores PSTN gateway.

Båndbreddekrav for forskellige CODEC's der understøttes af redspots PSTN Gateway

Codec Båndbredde
G.711 (ALAW, ULAW, PCMA, PCMU) 87.2 Kbps
G.726-32 55.2 Kbps
GSM 35.4 Kbps
G.729 30.0 Kbps
iLBC 28.0 Kbps

 

Hvilke porte skal jeg åbne i min firewall?

I det fleste tilfælde er det ikke nødvendigt at rette i din router eller firewall. I visse tilfælde er det dog nødvendigt at åbne for SIP trafikken der typisk benytter UDP på port 5060 samt 5061 og for RTP (tale) trafikken der på Linksys og Sipura typisk benytter UDP portene 16384 til 16482. Grandstream benytter typisk UDP portene 5004 til 5007. (se iøvrigt dokumentationen til din telefon/adapter)

Hvad betyder RTP?

Real Time Protocol, der ifm. IP-telefoni bruges til at overføre tale.

Hvad betyder SIP?

Session Intitation Protocol, protokol til bl.a. at foretage IP-telefoni opkald.

Hvad betyder STUN?

Simple Traversal of UDP through NATs (Network Address Translation) er en protokol til at hjælpe enheder placeret bag NAT og firewalls med at kommunikere. Så godt som alle bredbåndsroutere og kabelmodems benytter NAT.

Det er ikke nødvendigt at benytte STUN ifm. redspot IP-telefoni og vi anbefaler at man ikke benytter det.

IP-Telefoni

Redspot IP-Telefoni (også kaldet bredbåndstelefoni) er telefoni som du kender det i dag. Du bruger de samme telefoner, beholder dit telefonnummer og kan ringe samt modtage opkald som du plejer. En stor forskel er dog prisen - du kommer til at spare rigtigt mange penge, men det gør vel ikke noget at der kan blive penge til forkælelse og en ekstra ferie. Læs mere


Support

Opsætningsvejledninger til adaptere, telefoner og software, hjælp til brug af servicen, driftstatus samt svar på ofte stillede spørgsmål. Læs mere